Forside / ESG
I BBT fiberoptic ApS arbejder vi aktivt mod at drive en sund og gennemsigtig virksomhed med respekt for den påvirkning, vi har på mennesker, miljø og klima. Vi er der ikke helt endnu, men her kan du læse om de første spadestik, vi har taget.
Vi ønsker at være transparente, og vi vil derfor løbende opdatere siden her med nye initiativer og resultater. Du er også meget velkomne til at skrive til vores ESG-ansvarlige Rune Leerbek på rl@bbtfiberoptic.dk
Fordi vi er en virksomhed, der lever af at importere produkter fra hele verden til det danske marked, finder vi en stor del af vores samlede CO2e-udledning her.
Vi har derfor fokus på at iværksætte nogle initiativer, der skal reducere vores CO2e-udledning i forbindelse med fragt af vores produkter. Heriblandt et tættere samarbejde med vores transportør om at reducere vores udledning gennem ruteoptimering, anvendelse af mindre udledende brændstoffer til skibs- og flyfragt, og til sidst gennem muligheden for at kompensere vores udledning gennem anerkendte klimabeskyttelsesprojekter.
Derudover indgår vi i dialog med vores kunder om at lægge deres ordrer sammen, således vi kan levere deres ordre i en eller to samlede leveringer frem for flere mindre leveringer. På den måde håber vi, at vi, sammen, kan være med til at sænke antal kørte kilometrer i forbindelse med leveringen af produkter.
Et andet fokusområde for os er, hvordan vi forbruger energi i vores bygninger i Holte og Sunds, og ikke mindst hvordan vi kan optimere vores forbrug ift. at nedbringe vores udledning.
Vi er derfor i gang med at undersøge muligheden for at indgå en PPA (power purchase agreement), hvilket betyder at vi er med til at finansiere opførelsen af en ny solcelle-/vindmøllepark i Danmark. Vi får derved dækket noget af vores el-forbrug med gennem vedvarende energi, mens vi samtidigt er med til at tilføre mere grøn strøm til det samlet el-netværk.
Det er vigtigt for os, at vores produkter bliver produceret med respekt for miljø og klima, og at det foregår under ordentlige vilkår ift. sikkerhed og arbejdstagerrettigheder. Derfor går vi i dialog med vores leverandører om at underskrive vores adfærdskodeks for leverandører, der indbefatter spørgsmål omkring arbejdsvilkår og miljøpåvirkning. Det gør vi dels for at få en tættere relation til vores samarbejdspartnere, og dels for at kunne tage informerede beslutninger om hvilke leverandører, vi gerne vil arbejde sammen med.
Vi ønsker at skabe mere transparens omkring vores produkter, så vores kunder også har mulighed for at orientere sig efter produkters miljøpåvirkninger. Derfor vil vi foretage livscyklusvurderinger af vores egne produkter, og vi vil indsamle den nødvendige data fra vores leverandører på deres produkter.
En integreret del af vores virksomhed er vores serviceafdeling, hvor vi ugentligt servicerer og reparerer instrumenter. Vi deler ligeledes ud af vores viden og ekspertise gennem kurser, hvor vores specialister hjælper vores kunder med at vedligeholde deres instrumenter. Det gør vi både for at yde en god service for vores kunder, men det medvirker også til at forlænge instrumenternes levetid, således vi bliver ved med at få det maksimale ud af materialerne i produktet.
Denne tankegang har vi foldet yderligt ud i vores Refurb Selection, hvor vi tager et udvalg af brugte splidsere og måleinstrumenter tilbage og istandsætter dem for at kunne tilbyde dem til vores kunder på ny. På den måde anvender vi instrumentets fulde potentiale og sikrer at materialernes levetid forlænges maksimalt inden de bortskaffes på ansvarlig vis.
I år rapporterede vi for første gang til den globale evalueringsplatform EcoVadis, der laver en grundig vurdering af hvordan vi arbejder med bæredygtighed.
Deres vurdering tager udgangspunkt i 21 bæredygtighedskriterier inden for fire fokusområder:
– Bæredygtigt indkøb
– Arbejdsmiljø og menneskerettigheder
– Miljø og klima
– Etik
I juni 2024 blev resultatet af vores vurdering offentliggjort, og vi blev tildelt en guldmedalje og scorede 70 ud af 100 point. Vi placerer os dermed blandt de 5%, der har opnået guldcertificering globalt.
Det er vigtigt at understrege, at EcoVadis ikke siger noget om, hvor bæredygtige vi er. Men de tilbyder et værktøj til at vurdere hvordan vi arbejder med bæredygtighed i virksomheden, og hvor vores styrke og svagheder er. Ikke desto mindre, er vi stolte over resultatet og glade for, at vi er på rette vej.